Denne feature kræver Shipmondo Pro. Se listen over funktioner.
Når I bruger pluksedler, plukrutesedler og følgesedler, har Shipmondo designskabeloner til dokumenterne, I nemt kan bruge, som de er.
Men det er også muligt for jer at designe jeres egne versioner i vores Dokumentdesigner. I kan for eksempel tilføje produktbilleder, personlige noter/tekster, QR- og stregkoder samt tilpasse layout, farver og meget mere.
Dokumentdesigner
Inde på jeres Shipmondo-konto under Indstillinger > Dokumentdesigner kan I vælge mellem de forskellige dokumenter, I kan lave om på. I kan vælge følgeseddel, plukseddel og plukruteseddel.
Når I vælger det dokument, I gerne vil lave om, åbner et vindue, hvor I kan redigere dokumentet.
Dokumentet redigeres i HTML og Liquid og kræver derfor kendskab til disse sprog. Se også vores guide omkring introduktion til Liquid i Shipmondo.
Formater og forhåndsvisning
Når I arbejder med designet, kan I oppe i højre hjørne vælge, om I vil have det vist i A4 eller 10x19 cm format, samt få lavet en forhåndsvisning af dokumentet i pdf.
Importer et eksisterende design
Derudover kan I klikke på de tre prikker og vælge Importer dokumentdesign, hvor der vil dukke forskellige designskabeloner frem.
Under følgeseddel vil I eksempelvis kunne vælge mellem Standard, Bokse, Udvidet og Billeder.
I kan vælge at bruge ét af disse design, eller bygge videre på én af dem.
NB! Hvis I er i gang med at redigere i den nuværende skabelon, og I klikker Anvend på en af de andre skabeloner, overskrives jeres ændringer. Vi anbefaler derfor at tage en sikkerhedskopi af koden med ændringer og gemme et andet sted, så I altid kan sætte det ind igen.
Testvisning med jeres data
Det er muligt at fremsøge specifikke ordrer/leverancer i søgefeltet, så I kan forhåndsvise det valgte dokument med reelt data for at sikre, at det virker efter hensigten.
Indtast blot ordrenummer eller leverancenummer, hvis det er en følgeseddel. Forhåndsvisningen vil herefter benytte data fra den valgte ordre/leverance i visningen.
Dokumenter, der kan designes
Der er tre slags dokumenter, som I kan redigere designet på i Shipmondo. Se også den specifikke guide for det dokument I vil redigere for nærmere vejledning og kodeeksempler.
Følgeseddel
Det første dokument er følgesedler. En følgeseddel er en seddel, der som regel følger med en ordre, når den afsendes. Den giver et overblik over ordren, samt de varer som ordren indeholder. Følgesedlen kan også indeholde relevant information, såsom kundens ordrenummer samt fragt- og betalingsmetode.
Plukseddel
Derudover kan I designe jeres pluksedler. En plukseddel er en seddel, der giver jer information omkring, hvad der skal plukkes til en given ordrer, hvor meget der skal plukkes til en given ordrer, og evt. hvor I kan finde varerne, altså lokationen, hvis I for eksempel bruger lokationer på jeres lager. Der er altid én plukseddel pr. ordre.
Plukruteseddel
Og så kan I designe plukrutesedler. En plukruteseddel er et dokument med alle varer fra flere ordrer, der også viser, hvor de forskellige varer skal plukkes på lageret samt hvilke plukkasser varerne skal i, hvis I bruger dem.
Sprogstyring på dokumenter
Det er også muligt at styre sproget på de forskellige dokumenter med vores oversættelsesværktøj.
Her kan man både tilvælge flere sprog, hvis man er aktiv på andre markeder, og man kan både oprette og oversætte specifikke oversættelsesnøgler med vores oversættelsesværktøj.
Ønsker I at læse mere om vores oversættelsesværktøj og lære, hvordan I bruger det, kan I læse meget mere i vores guide.



