Med Shipmondo Sandbox har du mulighed for at teste din API integration, booking af forsendelser, udskrifter og andre features i et lukket testmiljø, uden det koster dig noget. Når du benytter Shipmondo API, kan du med vores sandbox få bekræftet, at dine data bliver leveret korrekt, og at bookingen er gået igennem.
Sådan kommer du i gang med Shipmondo Sandbox
Ønsker du at teste dine data i vores sandbox, skal du sende en forespørgsel til vores kundeservice, hvor du oplyser:
Navn
Mailadresse
Årsagen til at du ønsker at benytte Shipmondo Sandbox
Herefter modtager du en mail fra vores kundeservice med et login, og så er du klar til at teste Shipmondo API eller Shipmondo Sandbox.
Gå til https://sandbox.shipmondo.com/account/login/ og login med din Shipmondo-konto.
Det vil fremgå øverst på din konto, at der er tale om en sandbox version.
Test: Booking af forsendelser
Der er ingen begrænsning på, hvor mange forsendelser, du kan booke. Der er dog en begrænsning i, hvilke transportører, du kan vælge under oprettelsen af forsendelsen. På nuværende tidspunkt kan du vælge mellem de største og mest benyttede transportører.
Vores sandbox understøtter følgende transportører:
Bring Danmark, Norge, Sverige
dao
DHL Freight Sverige, Danmark
DHL Parcel Tyskland
GLS Danmark
PostNord Danmark, Norge, Sverige, Finland
UPS
Dine bestilte forsendelser vil fremgå under Forsendelser > Bestilte på din sandbox Shipmondo-konto.
Du kan anvende vores Printklient med sandbox, så du udskriver pakkelabels direkte til printeren fra dit sandbox login. På den måde kan du teste flowet fra at oprette en forsendelse til automatisk udprint af din pakkelabel. Derudover fungerer fil-integration via Printklienten.
Når du anvender vores sandbox, skal du være opmærksom på følgende:
Hastigheden i sandbox miljøet kan ikke sammenlignes med produktions API'et. Derfor kan det ikke bruges til at teste performance.
Du kan ikke bruge betalingskort i sandbox, da alle test er gratis, og du vil i forbindelse med oprettelse af login til Sandbox derfor få indsat fiktive penge på din saldo. Når du bestiller dine forsendelser, vil du blive præsenteret for en pris, og du skal betale med din saldo.
Når du printer din pakkelabel, vil den være identisk med en normal pakkelabel fra den transportør, du har valgt. På alle labels, der er genereret gennem sandbox, vil det dog fremgå, at der er tale om en testversion: “SANDBOX - DO NOT USE”:
Test: Opsæt en returportal
Med sandbox kan du også teste, hvordan din returportal ser ud.
Når du opsætter en returportal i sandbox, vil den være tilgængelig her: https://return-sandbox.shipmondo.com/<portal_navn>
Test: Opret personlige beskeder
Med sandbox har du også mulighed for at opsætte personlige beskeder, enten når du vil teste booking af forsendelser eller forsendelser bestilt gennem returportalen. Uanset de oplysninger, som du indtaster i modtagerfeltet, er det ejeren af kontoen, som får den mail eller SMS, som du sender.
Det giver dig mulighed for at teste flowet, fra du bestiller en forsendelse og til du sender en personlig besked, uden du behøver at bekymre dig om at sende test mails eller SMS’er til dine kunder.
Når du skal gå fra sandbox til live
Når du har testet, at dine data bliver leveret korrekt i vores sandbox, er du klar til at skifte til live. For at gøre dette skal du ændre din URL i dit API fra https://sandbox.shipmondo.com til https://app.shipmondo.com samt ændre nøglerne, som du finder under Indstillinger > API > Adgang.
Læs mere om vores live API dokumentation og Sandbox dokumentation.