Spring videre til hovedindholdet

Returportal: Priser, afregning og udbetaling

Se priser og afregning på Shipmondo Returportal, når I bruger enten Shipmondos eller jeres egen fragtaftale.

Returportal med Returhåndtering kræver Shipmondo Essentials eller Pro.

Prisen og afregningen på jeres Returportal afhænger af, om I bruger Shipmondos fragtaftale eller jeres egen fragtaftale, og om kunden betaler for returfragten.

Når I opsætter en returmetode på jeres Returportal, kan I selv bestemme, om kunden skal betale for returfragten, eller om I vil tilbyde gratis retur.

Hvordan returfragten og eventuelle kundeindbetalinger afregnes, afhænger af, hvilken fragtaftale I bruger til returmetoden.

Hvis I bruger Shipmondos fragtaftale

Når I bruger Shipmondos fragtaftale til en returmetode, betaler slutkunden returfragten direkte til Shipmondo via Returportalen.

I fastsætter selv den pris, kunden skal betale for returfragten. Vi anbefaler, at prisen sættes så tæt som muligt på den forventede fragtpris. I kan se de aktuelle fragtpriser på jeres Shipmondo-konto under Forsendelser > Priser.

Hvis kundens betaling ikke dækker den endelige pris for returfragten, efterfakturerer Shipmondo differencen til jer. Det samme gælder eventuelle transportørtillæg, hvis forsendelsen eksempelvis ikke overholder transportørens krav til vægt, mål eller øvrige vilkår.

Sætter I kundens returpris højere end den endelige pris for returfragten, bliver differencen ikke udbetalt til jer. Ønsker I, at en eventuel difference mellem kundens betaling og fragtprisen skal tilfalde jer, skal I bruge jeres egen fragtaftale på Returportalen.

Eksempel: Kunden betaler mindre end returfragten koster

I tilbyder en returmetode med PostNord på Shipmondos fragtaftale og sætter kundens pris for returfragten til 50,00 DKK.

Returpakken vejer 1,5 kg, og den faktiske pris for returfragten er 67,50 DKK.

  • Faktisk returpris: 67,50 DKK

  • Kundens betaling: 50,00 DKK

  • Difference: 17,50 DKK

Shipmondo opkræver jer derfor differencen på 17,50 DKK.

Hvis I bruger jeres egen fragtaftale

Når I bruger jeres egen fragtaftale til en returmetode, afregner I returfragten direkte med transportøren efter vilkårene i jeres egen fragtaftale.

Når I bruger jeres egen fragtaftale på Returportalen, bestemmer I selv, om og hvilken pris kunden skal betale for returfragten.

1. Hvis slutkunden ikke betaler for returfragten

Hvis I tilbyder gratis retur, opkræver Shipmondo kun den almindelige labelpris for den returlabel, der oprettes.

Labelprisen afhænger af jeres samlede månedlige labelforbrug og er omfattet af Shipmondos automatiske volumenrabat.

2. Hvis slutkunden betaler for returfragten

Hvis kunden betaler for returfragten gennem jeres Returportal, indbetaler Shipmondo kundens betaling på jeres Shipmondo-saldo.

Hvad koster det at modtage betaling på Returportalen?

I betaler fortsat den almindelige labelpris for returlabelen.

Derudover opkræver Shipmondo en transaktionspris for hver indbetaling. Transaktionsprisen dækker blandt andet betalingsgateway, kortindløsning og administration af ind- og udbetalinger.

Transaktionstype

Pris ekskl. moms

Kortbetaling

2,00 DKK

2,80 SEK

2,80 NOK

0,28 EUR

0,24 GBP

MobilePay-betaling

+1,02 DKK

NB! Hvis I tilbyder en Returportal i en anden valuta end valutaen på jeres Shipmondo-konto, tillægges 2 % til vekselkursen, når beløbet omregnes til valutaen på jeres Shipmondo-konto.

Eksempel: Sådan beregnes indbetalingen på jeres saldo

I tilbyder en returmetode med GLS på jeres egen fragtaftale og sætter kundens pris for returfragten til 50,00 DKK inkl. moms.

I dette eksempel er:

  • Kundens betaling: 50,00 DKK inkl. moms

  • Labelpris: 0,64 DKK ekskl. moms (0,80 DKK inkl. moms)

  • Transaktionspris: 2,00 DKK ekskl. moms (2,50 DKK inkl. moms)

Beløbet, der indbetales på jeres Shipmondo-saldo, beregnes derfor sådan:

50,00 - 0,80 - 2,50 = 46,70 DKK

Der indbetales dermed 46,70 DKK på jeres Shipmondo-saldo.

NB! Jeres faktiske omkostning til returfragten indgår ikke i denne beregning, da den afregnes direkte mellem jer og transportøren.

Udbetaling af saldo

I kan til enhver tid få udbetalt jeres saldo ved at kontakte os.

Besvarede dette dit spørgsmål?